Bordplan, borddækning og bordpynt

Her finder du gode råd og ideer om bordplan, borddækning, bordpynt og meget mere.

Bordplan, borddækning og bordpynt

Bordplan ved bryllup

Grundreglerne for den traditionelle bordplan er ret enkle. Bruden og gommen skal selvfølgelig sidde ved siden af hinanden, og derefter sidder gæsterne i rækkefølge efter deres alder og familierelationer. Det vil f.eks. sige, at brudeparrets forældre er placeret på hver side at de nygifte, og at unge og børn er placeret længst væk. Er præsten med til middagen, er han/hun placeret umiddelbart efter forældrene. Derudover skal det tilstræbes, at folk bliver blandet så meget som muligt. 
Måske vil nogle gæster føle sig tilsidesat, men hvis man vælger et princip for bordplanen, er det vigtigt at følge den til punkt og prikke. Så ikke noget med at tage specielle hensyn til nogle bestemte personer.

bryllupsbilleder fra fotograf i København

Borddækning

Det mest traditionelle er selvfølgelig et hvidt bord. Men hvis man ønsker at sætte lidt kulør på bordet, kan man f.eks. vælge et par gennemgående farver – måske farver der repræsenterer årstiden. 
Har man valgt et bestemt farvetema, er det vigtigt at tallerkener og glas passer ind i helheden. Dvs. at man ikke skal vælge tallerkener med alt for mange mønstre, da det kan forstyrre helhedsindtrykket.
Selve placeringen af tallerkener, bestik og glas foregår efter et helt enkelt mønster. 
Hvad angår tallerkenerne, placeres forretstallerkenen oven på hovedretstallerkenen. Derimellem kan evt. placeres en mellemlægsserviet. Servietten placeres oven på forretstallerkenen. Hvis maden bæres ind på tallerkenerne, placeres servietten enten på tallerkenens plads eller på en eventuel dækketallerken. 
Grundreglen for bestik er som ved alle opdækninger, at man arbejder sig udefra og ind. Knivene ligger til højre i den rækkefølge de skal bruges. Smørkniven ligger oftest oven på sidetallerkenen. Suppeskeen ligger yderst til højre for knivene. 
Princippet for gaflerne er det samme. Her ligger de til venstre for tallerkenen, og i den rækkefølge de skal bruges. Skal man bruge ske eller gaffel til desserten, placeres disse på tværs ovenfor tallerkenen.
Til en stor middag, som det jo oftest er ved et bryllup, skal man ofte bruge 4 glas.
Placeringen af glassene følger samme system som ved bestikket. Man arbejder sig udefra og indefter. Yderst til højre placeres et hvidvinsglas, derefter et rødvinsglas, og til sidst et glas til dessertvinen.

10 måder at sikre dit bryllup aldrig bliver kedeligt

Servietter

Stofservietter giver selvfølgelig det mest fuldendte resultat, men flotte papirsservietter kan udmærket anvendes. Sørg dog for en god kvalitet.
Vælger man stofservietter, er det vigtigt at de er rene og nystrøgne. 
Man kan nøjes med at folde servietterne én gang, og lægge den oven på tallerkenen, eller ved siden af. Har man mod på det, kan man også kaste sig ud i forskellige fantasifulde foldninger. 

Bordpynt

Hvis der skal være blomster på bordet, bør dekorationerne være små og lave. Store dekorationer er flotte, men de tager udsynet hen over bordet, så man ikke kan se dem på den anden side af bordet. Her kan man igen bruge sin fantasi. Vil man præge borddækningen med en bestemt farve, bør man selvfølgelig være opmærksom på dette ved bestillingen.
Har man personer i familien, der mestrer blomsterbindingskunsten, bør man tage dem med på råd. Og måske har de lyst til selv at lave dem.

Lys

I samspil med dekorationerne giver det en smuk effekt, hvis man placerer enkelte kraftige stearinlys. Mange små stearin kan være smukke, men de tager meget plads på bordet. 
I det hele taget bør man være opmærksom på lyset i lokalet. Dæmpet belysning passer sig godt til en fest, men omvendt må det ikke være så afdæmpet, at man hverken kan se maden eller hinanden.